EN JÆGERSANG

Mel: Danmark nu blunder

Jæger, vi synger om jagtens lyst,
den, der os lokker og dårer,
den, der opfylder hver jægers bryst,
giver os alle en herlig dyst,
skaffer os dejlige dage,
minder, vi har tilbage.

Intet er skøn som en buk i spring,
haren der lunter på sporet,
sneppen flakser så frit omkring,
ræven lader som ingenting,
skyd kun, hvis du er sikker,
byttet på stedet ligger.

Dugvåde strå en morgen i maj,
hanegal i det fjerne,
bukkepürsch på en ensom vej
er for en jæger en herlig leg,
ædel er sporten kaldet,
når dyret ej hører knaldet.

Og når på klapjagt på post du står,
spændt af hver muskel og nerve,
kommer det derhen, hvor du nu står?
så du en ”Mikkel” på tasken får,
chancen må ej du spilde,
her gælder det: stå stille!

Jæger, vor fauna vi dig betror,
skyd ikke blindt, hvad du møder,
jagtens fremtid på dig beror,
husk! kun af liv der liv fremgror,
hvis du vil stadig jage,
levn da en del tilbage.

JÆGERBRUDENS KLAGESANG

Mel: Katinka, Katinka.

Hver mand har sin hobby, og nogle har to,
lidt ujævnt fordelt er portionen
for manden har tiden, det kender vi jo
den mangler desværre helt konen.
Når fatter ta’r ud for at friske sin krop,
bli’r mutter derhjemme, hun må vaske op,
men hun får skam nok af at høre på ham,
når han kommer hjem og fortæller.

Så så jeg en buk, den var stor som en hjort,
dens opsats var flot med seks ender,
men da den sku skydes, så rendte den bort,
desværre er det, hvad der hænder.
Ja, jagten er herlig, og det ved enhver,
men hende derhjemme, hun ved det især,
når han har fået snue og iskolde tæer
og puttes i seng med en toddy.

Til daglig så elsker vor far skam sin søvn,
han putter sig under sin dyne,
men hvis det er pürschtid, så letter han..(halen)
han hurtigt er ude af syne.
Han finder, at morgenen er oh! så skøn,
og venter i bukken at finde sin løn,
men når uden buk til vor mor han når hjem,
så er det nu godt med lidt kaffe.

Og når vi oktober, så er det først galt,
så tabes omtrent han af sigte,
for nu er det jagttid, og han overalt
må passe sin jagt og ej svigte.
I bælgmørke morgener må vi stå op
og smøre hans klemmer og varte ham op
for ellers da glemmer han mad eller stok,
kun bøssen dog sikkert han husker.

Så går vi derhjemme og passer vort job
og stopper hans hullede sokker.
Den jagttid, den slider helt sålerne op,
og ej stopperiet os lokker.
Men når hen ad aften han træt vender hjem,
så finder det sødeste smil vi dog frem.
Hans mad er på bordet, og når den er spist,
ja, så sidder fatter og sover.

JÆGERKONERNES HYLDEST

Mel: Se Norges blomsterdal

Vi synge vil en sang
om jægerne, der gik en tur
og sigtede på duer,
det sagde i skoven bang
bang-bang – – – – – – –
De knalder lystigt i vor skov
og har det mægtigt sjovt.

Fasanen skydes skal,
vi håber på det er en kok,
for farven er god nok,
det siger vor fiskal
fis-fis – – – – – – – kal
Ak, moden skiftet har i år
den ned i tasken går.

Se haren hopper væk,
den af de gæve fyre ler
og driller dem lidt mer’
den driver med dem gæk
gæk-gæk – – – – – – –
Nej der blev ingen haresteg,
men munter jægerleg.

En ræv der har sin grav,
men ingen fik den vist at se,
de havde en flaske’
og ingen kissejav
kis-kis – – – – – – –
Der ingen slumretæppe blir’
de første år – vi sir’.

En and de siden traf
og den var både pæn og tyk,
men foretog et dyk,
som gjorde ganske paf
paf-paf – – – – – – –
men denne gode fløjne and
nu glæder anden mand.

Hvad pusler i det krat?
Det er en agerhønseflok,
som nu har fået nok,
de jægere går grassat
gra-gra – – – – – – – sat
Nå agerhøns er meget små,
det må I nok fortså.

Oh hvilket jægerlag
Dets lige ikke findes kan
i noget andet land,
det er så kendt en sag
sag-sag – – – – – – –
En hyldets bringer vi dem her
og kærligt på dem ser
godt de fik lagt gevær.

Jeg gik mig ud i kvælden
der skoven stod så smuk
mens gøgen sad i ellen
og kukked sit kukuk
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:

Jeg spurgte den, hvor mange
hvor mange år endnu?
Den svarede med lange
vemodige kukuk
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:

Engang skal andre træde
i vore jægerspor
og andre fugle kvæde
i skovens løvsalskor
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:

Men er du rigtig jæger
med skov og pan i pagt,
da tøm kun glædens bæger
og skøn på mindets magt.
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:

Gik sol i guldglans under,
et skær på himlens står,
hvor dag i drømme blunder
med roser i sit hår.
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:

Således gode minder
lidt guld i pupur sår,
og aldrig helt forsvinder
hin glans fra svundne år
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:

Vær ej mod aften bange
når dagen går på hæld
og skyggerne blir lange,
sig sænker fredfyldt kvæld
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:

Se timeglasset rinder,
brudt blir hver vandringsstav,
men alle lyse minder
dig følger til din grav.
:/: kukuk kukuk kukuk kukuk kukuk :/:

Mel: Langt højere bjerge.

Lad andre kun prise den sommer så lang
og gå sig en tur i det grønne,
de ser dog ej livet bag bladenes hang,
de ser ej det skønneste skønne
Nej jægeren kun kender det myldrene liv
i skovens tykning, i krat og i siv.

Lad andre kun gemme for blæsten sig bort
når løvet det gulner og falder
Da jægeren napper sin bøsse så fort
thi skoven den lokker og kalder
Ved grøfternes kant slår han sig helst til ro
han føler sig frigjort og jubler for to.

Lad andre sig fjæle i kakkelovns krog
når sneen den breder sit tæppe,
og læse om livet derude i bog,
– dog klogere bliver han næppe,
men jægeren trasker i slud og i sne
og livet, det herlige, får han at se.

Nej intet kan lignes ved jægerens færd
så frisk og så fri i naturen,
derude får livet et tredobbelt værd,
og frejdig han blæser i luren.
Hil være Hubertus, vor skytshelgen god
Ham priser enhver, som har jægerens blod.

(Gentages stående)
Hil være Hubertus, vor skytshelgen god
Ham priser enhver, som har jægerens blod.

Løft højt det blanke bæger
en skål for hver een jæger
på jordens vide rund !
Vi hver som jagten ynder
vort broderskab forkynder
med hjerte hånd og mund !
Hallo halli – halli hallo
med hjerte hånd og mund.

De vilde dyr at bede,
i mark og skov og hede
han træder friheds sti !
Der bryder han de lænker
som vælde og som rænker
har smedet verden i !
Hallo halli – halli hallo
har smedet verden i.

Når morgenlyset stiger
han ud i marken higer
så fro med flint og hund !
Han går med muntre sange
på høstens gule vange
på vinterens hvide grund !
Hallo halli – halli hallo
på vinterens hvide grund

Han skyer de store stræder
hvor modens usle glæder
er sundheds skumle grav !
Dens bud han ikke hylder
men angerløs opfylder
naturens simple krav !
Hallo halli – halli hallo
naturens simple krav.

Vor jægersang lad runge
en jæger er en konge
i stolthed og i magt !
Så vidt som himlen blåner
og lys til jorden låner
hans rige er udstrakt !
Hallo halli – halli hallo
hans rige er udstrakt.

Hist dag til nat forvandles
og stakket fryd tilhandles
for lange smertesår !
En jæger dagen bruger
når nat på jorden ruger
til hvilen sødt han går!
Hallo halli – halli hallo
til hvilen sødt han går.

Løft højt da glædens bæger
højt leve hver en jæger
på jordens vide rund !
Vor jægersang forkynder
for hver som jagten ynder
en skål af hjertens grund !
Hallo halli – halli hallo
En skål af hjertens grund.

Mel.: ” Folk og røvere i Kardemomme by….”

Nu skal vi ud i samlet flok,
for vi skal ud og jage.
Af skud vi bruger mer’ end nok,
men vi skal ikke klage.
Af fugle falder der kun få,
det bliver ikke ved at gå.
Nu må vi os øve igen alle mand.
Men vi skyder jo alle så godt vi kan!.

Fasaner letter fra sit skjul,
de flyver op mod himlen.
Der råbes. ”Så nu er der fugl!”,
man kigger op i vrimlen.
Så sigtes der, fasanen spår,
at haglene den aldrig når.
Den vinder ret tit i sin spådom, oh, mand!.
Men vi skyder jo alle så godt vi kan!.

Husk ’foranholdet’, det skal med,
det er så ganske vigtigt.
Det gælder om at se det sted,
som kun kan være rigtigt.
Så mødes hagl, – ”fasanens død”,
den blæses med en særlig glød.
Paraden er flot, der blev strammet en tand.
Men vi skyder jo alle så godt vi kan!.

Af fugle er der sikkert nok,
til jagt i mange vintre.
For jægerne i samlet flok,
de skyder ikke mindre.
Vi glæder os til mange år,
hvor alle vi på jagt så går.
I dette så skønne og dejlige land.
Men vi skyder jo alle så godt vi kan!.

SKULD GAMMEL VENSKAB REJN FORGO

Skuld gammel venskab rejn forgo
og stryges fræ wor mind?
Skuld gammel venskab rejn forgo
med dem daw så læng, læng sind?
Di skjønne ungdoms daw, åja,
de daw så svær og find!
Vi’el løwt wor kop så glådle op
for dem daw så læng, læng sind!

Og gi så kuns de glajs en top
og vend en med di kaw’.
Vi’el ta ino en jenle kop
for dem swunden gammel daw

Vi tow – hwor hår vi rend om kap
i’æ grønn så manne gång!
Me al den trawen verden rundt
hår nu gjord æ bjenn lidt tång.

Vi wojed sammel i æ bæk
fræ gry til høns war ind.
Så kam den haw og skil wos ad.
Å, hvor er æ læng, læng sind!

Der er mi hånd, do gammel swend!
Ræk øwer og gi mæ dind.
Hwor er æ skjøn å find en ven,
en håj mist for læng, læng sind!

SNART ER NATTEN SVUNDEN

Mel: J. P. E. Hartmann.

Snart er natten svunden,
dagen bryder frem;
fra vor jagt i lunden
alt vi drager hjem.
Borgens haners galen
lyder over vang,
snart vil gurre-svalen
kvidre morgensang.

End i vesten glimter
matte stjernes hær,
mens i øst man skimter
svage morgenskær;
mod de tavse strande
søen vugger sig,
stjernen i dens vande
spejles blidelig.

Nu af sted til borgen,
til vor rede hen!
En lyksalig morgen
snart bestråler den;
veget er det dunkle,
som den mørknet har;
nu skal solen funkle
for kong Valdemar.